“Små glimt fra en historie, der ikke begyndte med et kys – men med en pensel og lidt skepsis.”

Når kærligheden møder vatterpasset

Disclaimer: Ingen hjerter sprang et slag over i denne fortælling. Men nogen fik varmen alligevel.

Vi mødtes, fordi han skulle hjælpe mig med at sætte en gammel lejlighed i stand.
Han var ven af en ven. En handy-type med hænderne skruet rigtigt på – og nul intentioner om kærlighed.

Perfekt. For det skulle jeg heller ikke.
Jeg var jo på udkig efter en smart københavner – lidt kulturel, lidt ironisk, lidt vinbar-agtig.
Mine børn bor i København. Jeg bor i Aarhus. Det gav mening.

Miss Skepsis (min indre stemme) Min bog: En Vild Rejse: “Ej men helt ærligt… en mand med arbejdstøj og vaterpas? Er det virkelig planen nu?”

Men så begyndte noget at ske.
Ikke dramatisk. Ikke Hollywood.
Bare… stille.

Jeg troede kærlighed altid skulle føles som lyn fra en klar himmel – men det her blev en historie om langsom kærlighed.

I starten troede jeg, vi havde sprunget et kapitel over – som om forelskelsen aldrig rigtig kom, og vi i stedet landede direkte i noget andet: kærligheden.
Jeg opdagede, at det her var en slags langsom kærlighed – den, der ikke larmer, men som bliver.”

Jeg havde – som så mange – ventet på magien ved første blik.
Men virkeligheden kom listende.
Og jeg lærte, at det tager tid at lære et andet menneske at kende – rigtigt. Ikke bare deres yndlingsfarve eller hvad de spiser til morgenmad. Men deres små sprækker. Deres blik på verden. Og hvad de gemmer bag stilheden.

 Miss Skepsis: “Wow. Nu bliver du sentimental. Skal jeg hente kleenex, eller er det her bare en fase?”

Om at male sit eget billede i starten

I begyndelsen maler man et billede.
Et skønt, farverigt maleri af det, man håber på.
Men det er ens eget værk. Skabt af længsler, gamle sår og lidt naivitet.

Først når man bliver – og tør kigge ordentligt efter –
kan man begynde at se det menneske, der virkelig står der.
Uden glitter. Uden illusion.
Bare dem.

Og det, viser det sig, er faktisk mere magisk end det, jeg troede, jeg ville have.

Miss Skepsis (med et lille suk): “Okay… jeg siger ikke, det er kærlighed. Men… det er det nok.” se mere på https://www.instagram.com/karenfranciska5

Til dig, der læser med…

Måske sidder du og venter på det store “bang”. På det blik henover cafébordet, som sætter ild i alt.
Måske er du træt af at vente.
Eller måske er du allerede gået videre, fordi det hele føltes for… stille.

Hvis du har brug for hjælp til at tøjle din utålmodighed – eller bare vil forstå, hvorfor du bliver utålmodig – så vil jeg bare sige:
Du er ikke alene. Jeg har været der. Min bog: En Vild Rejse

Kærlighed er ikke altid dramatiske gaver og hjerter på Instagram.
Nogle gange er det bare en kop kaffe, en god madpakke og at blive hentet, når det regner.
Det er småt og stille og ja, måske endda lidt kedeligt – men på den virkelig gode måde.

Og hvis bare du er lidt nysgerrig, siger Miss Skepsis med løftet øjenbryn,
så lad det udvikle sig.

Du behøver ikke vide alt med det samme.
Du må gerne tøve, fnise, tvivle – og alligevel blive.
For måske er det ikke forelskelsen, du sprang over.
Måske er det bare kærligheden, der kom først.