Når drømme bliver til støv – Nedrivning, klipklapper og byggeeventyr
Klip fra kvisten i Hørsholm – hvor personlig udvikling og nedrivning begynder side om side.
Personlig udvikling kan nogle gange begynde som murbrokker. Så står jeg der – med udsigten over søen, Miss Skepsis, Ordne Frandsen og en lille lejlighed, der måske er mere håndværkertilbud end drømmebolig.
Men nogle gange skal en drøm rives ned, før den kan bygges op. Og sådan forsætter mit byggeeventyr – og en ny etape også i min egen personlige udvikling.
Er du ny her? Rejsen begynder egentlig ikke i Hørsholm – men i den svenske ødemark, med en hvisken og en beslutning om forandring. 👉 Læs begyndelsen her: Døden kommer igen forbi
At bryde sammen for at bryde fri
Mange af dem, jeg har i terapi, kæmper for ikke at bryde sammen. De holder krampagtigt fast i sig selv og er bange for at bryde grænser – for tænk hvis de bryder sammen. Jeg spørger dem:
“Hvad sker der egentlig, hvis du bryder sammen?” “Så bliver jeg rigtig ked af det.” “Og hvad sker der så?” “Så græder jeg.” “Og så?” “Så græder jeg endnu mere… det hele falder fra hinanden.” “Og så?” “Så går det nok over igen…”
Ja. Det gør det. Det går over igen. Og nogle gange skal man netop bryde sammen for at bryde fri.
Det har jeg selv erfaret på den hårde måde, for det er hårdt at bryde sammen – men det er underligt nok også en befrielse. Når man vel at mærke kommer på den anden side, og støvet har lagt sig.
Det er ofte først, når noget kollapser – sygdom, skilsmisse, fyring – at vi opdager, at det i virkeligheden var nødvendigt. Når korthuset vælter, får vi muligheden for at bygge noget nyt. Sådan er det også med personlig udvikling. Det føles voldsomt i øjeblikket, men på den anden side ligger det, jeg kalder en omvendt gave.
Når vægge vælter – og personlig udvikling tager sin plads
Jeg begynder nedrivningen. En væg, der ser lille og uskyldig ud, viser sig at fylde som et helt bjerg, når den først ligger ned. “Hold da op,” siger Ordne Frandsen. “Sikke da en bunke sten det blev til. Hvordan får vi dem ned herfra?”
Støvet hvirvler op i sollyset, som dansende partikler. Det sætter sig i næsen, i halsen og giver en tør smag af kalk og underjordiske huler.
Mursten i klipklapper – fysisk arbejde og erkendelser
Murstenene skal bæres ned fra anden sal – og de går desværre ikke selv. Jeg står i klipklapper – da sensommeren viser sig fra sin lune side – og ja, der er selvfølgelig neglelak på tæerne. Der er jo ingen grund til at være primitiv, bare fordi man bygger om.
“Du ligner en murerarbejdsmand. Bortset fra klipklapperne,” fniser Miss Skepsis.
Den gamle, meget stejle trappe føles ru og sandet, og hvert trin knaser svagt under vægten af murbrokker i spandene. Det er tungt, beskidt, og jeg sveder. Sveden løber ned ad ryggen og sætter sig som store skjolder på T-shirten.
Når kroppen bærer det, sindet har båret længe
Nogle gange er det først kroppen, der siger fra. Når skuldrene spænder, hovedet dunker, eller søvnen svigter, kan det være tegn på noget dybere.
Ofte har sindet båret på noget længe – uden ord. Og det, vi ikke får sagt, tænkt eller mærket, finder en anden vej…
Når man har lyst til at kaste det hele ud fra altanen
Miss Skepsis foreslår, at vi kaster det hele ud fra altanen.
“Så sjovt skal vi ikke have det,” siger Ordne Frandsen og sætter bestemt foden ned.
Og måske kender du det: den der indre stemme, der har lyst til at smide hele lortet ud – gamle mønstre, skuffelser, relationer der ikke længere føles rigtige.
Vi kan ikke altid bare kaste problemerne ud over rækværket, som vi kan med murbrokker. Men vi kan give slip – bevidst.
Bræk-brevet – en mental nedrivning
En af de måder, jeg selv og mange af mine klienter bruger, er at skrive et bræk-brev. Et ærligt og råt brev, hvor man giver afkald på noget, der ikke længere tjener én. Det kan være til en person, til sig selv, til et mønster. Det skal ikke sendes – kun mærkes og brækkes ud.
Et bræk-brev er som at bære noget tungt ned fra anden sal og lægge det fra sig – for altid.
Og ja, når man først begynder at rive ned, opdager man ofte, hvor meget der gemmer sig bag væggene – både praktisk og følelsesmæssigt.
En gammel ven hjælper mig i gang. Det er som sagt lunt i vejret, og vi slider, sveder og griner midt i murstøv og holder velfortjente kaffepauser på den lille altan. “Vist også det eneste sted, der ikke er murstøv,” stønner og hoster Miss Skepsis.
Kaffen dufter ekstra godt – den fortrænger lugten af støv og gamle murbrokker. En lille brise leger med støvfnug i håret, og himlen er på en helt særlig måde, sensommerblå.
Livet er skønt – selv der midt i murbrokker, støv og gamle brædder
“Der er milevidt til du kan sætte stearinlys på et veldækket bord” hvisker Miss Skepsis og misser med øjnene i sensommersolen.
Franciska vælger at krybe i skjul. Hun orker ikke sved, arbejdsbukser og støvet hår, der klør mere end et helt loppeshow. “Du ligner en gjøltrold med det hår. Du kan kalde, når det begynder at ligne noget, man kan være bekendt.” Og vupti – væk var hun. Så har vi andre da arbejdsro så længe.
Den skjulte murstensvæg
Under det gamle puds dukker en fantastisk murstensvæg frem. Miss Skepsis klapper begejstret:
“New York møder Paris! Fantastisk! Fabelagtigt! Fuldstændigt Franciska-agtigt!”
Stenene er ru at røre ved, da de dukker op bag pudset. Tænk – de har ikke set dagens lys i over 100 år.
Ejendommene i den lille Bulderby, som jeg kalder husene, er gamle arbejderboliger, bygget i 1915 til gasværket, som engang lå for enden af vejen.
Nogle sten er svagt rødlige som modne ferskner, andre grålige og lidt for brændte – men de fleste er gule som smør fra køer på sommergræs. Sammen danner de et råt, poetisk patchwork.
“Potentialet viser sig… men der er stadig et godt stykke vej,” siger Ordne Frandsen.
Alt vælter – og det gør jeg næsten også
Det bliver hurtigt klart, at jeg ikke kan klare det hele alene. Jeg finder en altmuligmand via Facebook, en nabo skaffer håndværkere til el og VVS. Min svigersøn kender en tømrer.
Der er alligevel grænser for, hvor meget man kan klare – selv med masser af gåpåmod, viljestyrke, håndkraft og klipklapper.
Motto: Man skal kende sin begrænsning og respektere den, så man lige præcis IKKE vælter omkuld!
Vægge væltes, loftet pilles ned, og badeværelset bliver brækket helt ned til de rå bjælker. Det dufter af vådt træ og gammel beton, og hvert slag med hammeren sender små chok igennem kroppen.
Alt bliver båret ned og smidt i kæmpestore blå sække. En kranbil henter dem – så slipper jeg for at skulle bruge krudt og energi på lossepladsen.
Jeg slæber mursten, til skuldrene værker, og jeg mærker vablerne boble under huden som små vrede påmindelser om hvert eneste trappetrin.
Personlig udvikling i støvet – når guldet gemmer sig i rodet
Så sker det: Midt i den væltede væg og det nedrevne loft finder jeg gamle gulvbrædder og bjælker.
“Det bliver det nye guld!” synger Miss Skepsis.
Hun børster nænsomt støvet af en bjælke, som var den det pureste guld, og trækker den over i hjørnet. Der sætter hun sig stolt oven på sin samling – som en skattedronning på sin trone.
“De skal blive til nye vindueskarme og dørtrin!” Ordne Frandsen ryster på hovedet, men smiler.
Guld og eller gamle brædder afhænger af hjertet der ser!
Personlig udvikling er også murbrokker og mellemtider
Mange tror, at drømme bliver til i glitrende øjeblikke. Men de fleste drømme bygges op af små, beskidte, tunge mursten. Én ad gangen.
Sådan er det også med personlig udvikling. Små skridt. Skridt hvor man ikke ved, om man kommer nogen vegne, og hvor det hele bare roder mere og mere. Nogle gange to skridt frem og ét tilbage.
“Man skal nyde processen,” siger de kloge.
Men hvordan nyder man egentlig støv i øjnene og uro i maven? Hvordan nyder man, at alt er uvist, og man ikke kan se, hvordan det ender?
Det føles som et virvar af tanker, af brækkede fliser og usikre fødder – og man længes efter et brusebad og et tegn på, at det nok skal gå.
Men det gør det. Langsomt. Ét lag ad gangen. Alting ordner sig!
“Nemlig ja,” nikker Tålmodigheden.
At turde blive i det ufærdige – også en del af personlig udvikling
Når man står midt i det hele – i murstøvet, i usikkerheden, i alt det, der ikke er på plads – er det fristende at give op. At bakke. Lægge hammeren. Flygte tilbage til det gamle.
Men det er netop der, midt i rodet, at noget nyt begynder at tage form. Det kræver mod – og især tålmodighed. Og en tro på, at det hele ikke skal give mening endnu.
Personlig udvikling – eller ombygninger – er sjældent hverken kønne eller skønne undervejs.
Begyndelsen på noget nyt – midt i støvet
Vi begynder at rive ned – ikke kun vægge, men også gamle forestillinger. Og måske er det netop i murbrokkerne, at nye historier kan tage form.
I næste uge åbner jeg døren lidt mere på klem – til det øjeblik, hvor et makkerskab i byggestøv bliver til noget, der dufter svagt af kærlighed.
Miss Skepsis får røde kinder og klapper begejstret sammen med Franciska, som smiler og hvisker: “Endelig sker der noget i min afdeling!”
Vi ses i næste uge 🧡
✨ Vil du vide mere om mig og mit arbejde med terapi og livsrejser? Læs mere her: Om Karen Franciska Hørup
📘 Vil du læse om det allerførste eventyr – hele rejsen i bogform? 👉 Læs En Vild Rejse her
