Et nyt kapitel i fortællingen, der begyndte med bogen En Vild Rejse.
Døden kommer forbi igen. Denne gang ikke efter mig – men efter en af mine kæreste. Sorgen fører mig på en indre rejse i ødemarken, hvor jeg håber at finde ro – og måske svar.

Livet går vide efter Doc. Mit ønske om at flytte til Sjælland er stadigvæk helt intakt, men tør jeg? Kan jeg undvære mit elskede hus? Kan jeg flytte væk fra mine veninder – bare for at komme tættere på mine børn? Og hvad med mine klienter?

Spørgsmålene står i kø

Spørgsmålene står i kø – ja, indskyder Ordne Frandsen – som bilerne på indfaldsvejene til København. “Har du tænkt på, hvor meget trafik der egentlig er ovre i staden?” Miss Skepsis prikker mig forsigtigt på skulderen: “Vi bor nu også SÅ dejligt i Højbjerg.” Hallo – I er da ikke ligefrem til nogen hjælp, når jeg prøver at finde et nyt eventyr at springe ud i …

Jeg må ud i ødemarken og finde stilhed – og I kommer kun med, hvis I kan være stille. De ser betuttede ud og nikker stille. Jeg pakker Freerideren og gør klar til at sætter kurs mod den svenske ødemark. I Sverige har de mange smukke steder og flere campingpladser uden bemanding, hvor der kun er et bad og et wc – lige det, jeg har brug for.

Min hjerteveninde – sorg og stilhed i ødemarken

Men få dage før jeg er klar til at slå kalechen ned og sætte i gear, får jeg den sørgeligste nyhed: Min hjerteveninde gennem 30 år har desværre fået en hjerneblødning. Jeg besøger hende på sygehuset. Jeg tror godt, hun kan kende mig, men der er ikke noget at gøre. Jeg må desværre sige farvel til hende.

Det var hende, der motiverede og opmuntrede mig til at skrive min bog En Vild Rejse. Hun har en helt særlig plads i mit hjerte. Hun er 15 år ældre end mig, og alligevel har jeg altid følt, vi var lige gamle. Alder har virkelig ingen betydning – det er hjertekontakten, det handler om.

Nu er det virkelig tiltrængt at komme ud i ødemarken. Tung om hjertet pakker jeg boblen og spænder Freerideren på. Sætter mig ned og græder. Jeg føler, jeg kan høre min veninde hviske mig i øret, som hun altid gjorde med opmuntring og tro på mig:

“Tag nu bare afsted. Du skal nok finde vejen – og når du kommer hjem, er jeg sikker på, du har hørt, hvilket eventyr der kalder på dig. Og jeg vil altid være lige her – i det bedste selskab sammen med alle dine andre indre stemmer.Læs evt mere her om de indre stemmer Lyt til dine indre stemmer og forstå dine følelser Vi hygger os big time.”

Jeg triller afsted over Sjælland, videre over broen til Sverige. Jeg føler mig både håbløs og rodløs. Selvom solen skinner fra en skyfri himmel, trækker de mørke skyer op inde i mit hoved.

Min indre rejse i ødemarken

“Haaallooo!” lyder det pludselig højt og tydeligt. Miss Skepsis sidder på forsædet og ser meget bestemt på mig. Hun har lykkeligt glemt alt om, at jeg sagde, hun kun måtte komme med, hvis hun kunne være stille.

“For det første skal du ikke tysse på mig. Jeg nikkede kun for at få lov til at komme med. For det andet kan du ikke undvære mig. Jeg er her, så du ikke lukker mørket ind – forstår du det? Jeg er her for at sætte foden ned, når dine tanker bliver for løse – og især håbløse. Mørket findes kun, hvis du vælger at lukke det ind.”

“Okay, okay,” siger jeg lidt forskrækket.

Der er helt stille i bilen. Jeg mærker vinden i håret, har selvfølgelig slået kalechen ned, det er vel sommer, solens stråler varme på min kind, og det dufter af nyklippet græs. Det kommer alt sammen udefra. Jeg tænker: Hvad er mørket egentlig? Hvor kommer de mørke tanker fra?

Fra mørke til mening – en rejse i naturen om at vælge lyset

Mørket banker på under min indre rejse i ødemarken men Miss Skepsis sætter bestemt – men kærligt – en kæp i hjulet, så jeg ikke triller ned ad den vej til de mørke tanker. De mørke tanker er jo også skyer på himlen, som driver forbi.

Så en kærlig påmindelse fra Miss Skepsis:

“Du ER ikke dine tanker. Du bestemmer ikke, hvilke tanker der kommer forbi, men du bestemmer, hvordan du tolker dem, dyrker dem, lukker dem ind – eller om du lader dem drive videre og nøjes med at konstatere og betragte dem uden at analysere.”

Vi taler ofte om mørket som noget udefrakommende, men det opstår i vores eget sind. Vores sind er himmelen, skyerne er tankerne der kommer forbi i mange forskellige former og farver. Nogle som små lamme skyer andre som truende regntunge mørke skyer. Mange tror at det er det der sker for os der gør vores sind mørkt, men det er måde vi tænker om det der sker for os der gør sindet mørket. (læs evt.mere i blog indlægget tankemylder -når tankerne får overtaget https://dinblog.dk/tankemylder

Miss Skepsis siger det klart og tydeligt: “Mørket findes kun, hvis du vælger at lukke det ind.“

Når vi tør se mørket i øjnene – også selvom vi bliver bange, men gør det alligevel – får vi en mulighed for at forstå os selv bedre. Når vi stopper op og møder det med nærvær, kan vi vælge, om vi vil gå med det eller lade det drive forbi.

Det er som det er!

Jeg må konstatere at min veninde er død, uha jeg gyser bare ved at tænke ordet død.

“Men det er sådan, det er,” siger Miss Skepsis. “Sørgeligt, ærgerligt, uretfærdigt, træls – og alt muligt andet. Men det er sådan, det ER. Vi må acceptere virkeligheden. Du kan vælge at glædes over, at du har haft hende i dit liv. Haft et fantastisk menneskemøde. Alle de sjove, gode, rørende, kloge stunder I har delt. Minderne har du lov at have. Det er bl.a. derfor, vi skaber små øjeblikke.” Så tænder jeg lys for hende og mindes.

“Du har ret, kære Miss Skepsis. Jeg lader de tunge, mørke skyer drive videre og vælger i stedet at tænke på alle de gode minder, jeg har sammen med min kære veninde. Det var nu alligevel godt, du kom med.”

Lukker lyset ind

Jeg vælger IKKE at lukke mørket ind. Jeg vælger lyset frem for skyggen. Er det let? Nej. Det har krævet mange, mange års øvelse. Men det er blevet meget lettere med årene. Som min yngste datter sagde da hun var lille “mor jeg er ikke bange for mørket, når bare lyset er tændt”

“Nææææ,” bræger Miss Skepsis som et andet får, “det er ikke årene – det er øvelsen og atter øvelsen, der har gjort dig – måske ikke til mester – men i hvert fald til en, der kan mærke forskellen.”

Sorg – et livsvilkår

Men der er forskel på mørket og det at føle en naturlig sorg, når vores kære dør. “Ja da” nikker Miss Skepsis. “Det er et livsvilkår – ikke et problem, for det kan vi gøre noget ved. Et livsvilkår er som det er, vi må acceptere det og ikke kæmpe imod, men lade os flyde med, give os selv lov til at føle sorgen. Ikke dyrke den, men føle den, rumme den, mærke savnet, lade den gå igennem os – og som Hella Joof siger: ‘lægge minderne på hylden og komme glimmer på’.” Her kan evt se mere om Hella Joofs papmach -reglen https://www.goodreads.com/book/show/36202029-papmach-reglen

Livet går videre, og fra tid til anden vil vi komme forbi sorgen. Så mærker vi den, gør hvad vi nu har brug for at gøre – og fortsætter. Sorgen forsvinder aldrig, men den gemmer sig, putter sig under lag af nye oplevelser og små øjeblikke. Den bliver en del af vores liv.

Omvendte gaver

Jeg har oplevet en del – både store og små – sorger i mit liv. Det har du sikkert også. Lige når de opstår, kan jeg godt være dem foruden. Men som livet er gået, og jeg ser tilbage – som den gode Kierkegaard lærte os: “Livet leves forlæns, men forstås baglæns” – kan jeg kun give ham ret.
Læs evt mere her om kierkegaard https://da.wikiquote.org/wiki/S%C3%B8ren_Kierkegaard

Med tiden har jeg valgt at se mine sorger som omvendte gaver. Jeg vælger ikke, at jeg ville have dem, men de kan ikke returneres. Så kan jeg ligeså godt trække alt den læring ud af dem som muligt. For det er, som det er – lige meget hvor meget jeg skriger og hyler.

Skønheden ved ikke at skulle noget – heller ikke i min indre rejse i ødemarken- andet end lytte

Jeg lander midt i stilheden. Da jeg slår lejr ved den smukkeste stille sø, pakker ud og stiller an. Jeg nyder skønheden ved ikke at skulle noget – andet end at være og opleve. Det er ikke skræmmende mere, ligesom dengang hvor jeg kørte til Italien eller Norge. Nu føles det allerede meget lettere og på ingen måde grænseoverskridende.

Ordne Frandsen står op

Den stille morgenkaffe. Klokken er knapt 6, og der er helt stille. “Ejjj ikke helt,” brummer Ordne Frandsen og gnider sig i øjnene. “Sikken en pippen – man skulle tro, vi var landet midt i en fuglerede. Du er godt nok morgenfrisk. Er der noget, jeg skal ordne?”

Stilhedens kald – min indre rejse i ødemarken

Af daglig vane er Ordne Frandsen også stået tidligt op og kæmper samtidig lidt med at være i ro – men det er en del af øvelsen på denne indre rejse i ødemarken.

“Nej, der er ikke noget, du skal ordne. Du skal bare være.”

“Åh, dig og dit væren … nu skal vi sikkert også snart lave yoga?” vrisser Ordne Frandsen, laver ansigt og vikler sig ind i en mærkelig yoga-agtig stilling.

Jeg smiler. “DET ville vi helt sikkert have godt af, for hvis du slår ‘stivhed i kroppen’ op i ordbogen, så finder du helt sikkert vores navn!”

Men nu er jeg ikke her i ødemarken for at blive smidig i kroppen. Jeg er her for at være stille længe nok til, at jeg kan høre, hvad der kalder på mig. Stille betyder ikke ordne alt for meget.

“Ud over at stille op, komme vand på Freerideren og lave mad – er det derfor, jeg trods alt er med?” Ordne Frandsen ser spørgende på mig.

“Nemlig ja. Du skal blot geare lidt ned. Jeg ved godt, det er svært for dig, for du elsker at ordne – og du er rigtig god til det. Men du husker godt, at vi øver os – så godt som hver dag – på at holde balancen mellem at yde og nyde.”

“Jo jo,” mumler Ordne Frandsen og piller stille i lammeskindet, der ligger på stolen. “Men hvor ER det svært – for jeg kan klare meget mere …”

“… end du kan tåle,” fortsætter jeg.

Når kroppen råber op

Vi tror måske, vi kan klare alt. Og ofte kan vi også klare meget mere, end vi tror – men det betyder ikke, at vi skal.

Når vi presser os selv for hårdt og for længe, begynder kroppen at råbe op. Måske først stille – med små signaler som uro eller træthed – men hvis vi ikke lytter, bliver den højere og højere.

Tankemylder. Hjertebanken. Koldsved. Ondt i maven. Uforklarlig angst. Vejrtrækningsproblemer.

Og når lægen ikke finder noget fysisk galt, så er det måske tiden til at spørge: Hvad har jeg egentlig gang i ? Måske er det en psykoterapeut jeg har brud for?

Hvad sker der, når man klarer mere, end man kan tåle?

Så kan der opstå myldertanker, hjertebanken, koldsved, angst, susen for ørerne, lammelser i kroppen, ondt i maven, knude i maven, vejrtrækningsproblemer. Det kan være fysiske sygdomme, som man altid først skal få afdækket. Finder man ikke noget fysisk, så bør man se på sin adfærd, sine tanker og livsstil i det hele taget. Ofte er det symptomer på stress. Fordi man presser sig selv langt ud over sin grænse for, hvad der er godt for én.

Man opdager det ikke – for det ene øjeblik tager det andet, og det er også lige SÅ spændende, og man kan jo lige gøre dit og dat.

Man bliver fartblind – ligesom når man kører på motorvejen med 120 km/t og så drejer fra og kommer ind på en lille vej, hvor man kun må køre 80 eller 50. Det føles som en snegl på søndagsudflugt.

Når vi kører på motorvejen, er der lavet nogle riller ude i siden, som larmer, når vi kører over dem – for at gøre os opmærksomme på, at vi er på vej i grøften.

Vores krops måde at gøre os opmærksomme på, at vi er på vej i ”grøften”, er at skabe symptomer som fx tankemylder, angst, hjertebanken, knude i maven. Hvordan skulle den ellers få os til at stoppe op og undersøge: Hvad har jeg egentlig gang i? Måske klarede jeg mere, end jeg kunne tåle.

OKAY- “Jeg HAR forstået budskabet jeg går ind og lægger mig, så kan du og Miss Skepsis tænke lidt over livet og hvad det er der kalder, det er ikke min afdeling, jeg ordner bare det i to finder på” Ordne Frandsen kryber tilbage under dynen.

Hvad er det, der kalder under min indre rejse i ødemarken?

Dagen går stille og roligt. Jeg har vænnet mig til at tulle rundt, plukke buketter af de vilde blomster – til den dusk jeg altid starter med at sætte på bordet, når jeg slår lejr et nyt sted. Der er ingen grund til at være primitiv, bare fordi man er på camping.

Ordne Frandsen stikker hovedet frem og indskyder: “Ja undskyld mig, men det hedder altså glamping.”

Der bliver stille igen, og jeg nyder stilheden, naturen og mit eget selskab. Jo mere ro der bliver i det ydre, jo mere genspejles det i mit indre.

Jeg kan høre en svag hvisken om, at jeg skal flytte til København.

Miss Skepsis sidder på en træstub med hånden under hovedet. Hun ser drømmende ud over den spejlblanke sø.

“Hmmm,” brummer hun. “Dine veninder er der stadig, selvom de bliver boende i Jylland – men de har jo også deres eget at se til med børn og børnebørn. Du kan godt mærke, at de glider længere ind i den verden. En verden, du endnu ikke er en del af.”

Hun kigger undersøgende på mig og fortsætter:

“Du dater stadig i Københavnsområdet – hvilket vel siger lidt? Og der er da også folk i København, der har brug for samtaleterapi. Bare et lille tankeeksperiment.”

Fra hvisken til beslutning – næste skridt på rejsen

Det næste skridt på min indre rejse i ødemarken er at lytte – og tage tilløb til noget nyt. Jeg rejste ud i ødemarken for at finde ro – men det, jeg fandt, var langt mere end det. Midt i stilheden dukkede en ny drøm op. Ikke med horn og konfetti, men som en stille hvisken, jeg ikke længere kunne overhøre.

Jeg sidder længe og kigger ud over søen. Tankerne flyder roligt, næsten uden modstand. Alt er stille. Indeni og udenfor. Og måske er det netop i stilheden, at jeg tør høre det, der før kun var en hvisken.

Noget begynder at tage form. En tanke, en drøm, et kald.
Måske er det tid til at rykke rødderne op – og plante dem tættere på mine børn?
Måske er det tid til forandring.
Tid til at flytte – ikke bare på kroppen, men på livet.

Drømmen tager form

Jeg ved endnu ikke præcis, hvor det fører hen. Kun at der er noget, jeg skal lytte til.

Jeg rejste for at finde svar. I stedet fandt jeg et spørgsmål, der føles som en dør på klem. Og når noget kalder så tydeligt – så bliver jeg nødt til at lytte.

“Yes!” nærmest råber Ordne Frandsen og går straks i gang med at pakke.
“Nu har vi også været stille længe nok.”

Miss Skepsis er – underligt nok – rørende enig.
“For alt handler om balance,” siger hun. “Man kan også falde i søvn i stilheden. Det kan blive en sovepude, et tilflugtssted, hvor det er ufarligt at være – hvor man er fri for at føle frygten. Bare fortsætte med at drømme.”

“Drømme, drømme og drømme,” brummer Ordne Frandsen. “Det bliver der ingen flytning af.”

“Jeg hører jer,” siger jeg. “Og I har ret: Drømme alene gør det ikke. Men det starter dér – med en drøm. Og så kommer det svære: at føle frygten og gøre det alligevel.”

Hvis man sidder og venter på, at frygten skal gå væk, før man handler, så kommer man aldrig frem. For hver gang man er lige ved at tage springet, sniger frygten sig ind som en tyv om natten. Og bum – så går man tilbage til trygheden og tænker:
Åh, jeg venter lige lidt. Jeg er vist ikke klar.

Når frygten endelig falder til ro, prøver man igen. Men frygten kommer straks igen.

Så ingen vej udenom – Jeg må tage tilløb. Jeg kan begynde med, at hjælper Ordne Frandsen med at pakke Freerideren sammen, så vi kan komme tilbage til Danmark.

Drømmen tager form…

✨ Det næste blogindlæg handler om netop det: Om at komme hjem fra ødemarken med hjertet fuld af mod – og tage det første skridt mod noget nyt. Om en gammel lejlighed med skæve gulve og skjulte skatte. Om begyndelsen på et nyt eventyr.