Forelskelse i en moden alder

Det er længe siden, jeg har skrevet her på bloggen. Miss Skepsis påstår, jeg har holdt ferie. Ordne Frandsen siger, jeg har haft travlt med alt muligt andet og Franciska mener, jeg har været ude og samle historier. Nok en blanding af det hele.

Men nu er jeg tilbage, for kærligheden har kaldt på en refleksion.

Hotel romantik – forelskelse i en moden alder

Jeg har lige set programmet Hotel Romantik på DR1 – et fantastisk indsigtsfuldt og lærerigt program, som også er underholdende og sjovt.

20 mennesker mellem 61 og 78 år, samlet på et smukt sted,
med håbet om at finde kærligheden.
Og ja, de spiste, dansede, sejlede, flirtede og grinede.
Men under det hele lå det dér store spørgsmål:
Er du den, jeg skal dele resten af livet med?

Det interessante var ikke kun selve programmet
men kommentarsporet på Facebook bagefter.
Her gik det op for mig, hvor mange, der stadig forventer,
at forelskelsen skal ramme lige så hurtigt som dengang vi var 18.

Men vi glemmer, at tiden og det livet gør ved os, har ændret os.
Ligesom det tager lidt længere at komme op ad en trappe,
eller lidt mere tid at rejse sig fra stolen – ja, selv Ordne Frandsen tager længere tid om at ordne haven.

At danse i en moden alder

Franciska smiler og snurrer rundt i en pirouette.
”Men jeg danser stadigvæk,” siger hun.
”Jooo, det gør du,” svarer Miss Skepsis og trækker lidt på det med en snert af mistro,
”meeeen du danser alligevel knapt så længe og vildt som før – og bestemt ikke i flere timer i stiletter. Ja, du har dem vel egentlig kun på i starten?”

Franciska stopper så brat i pirouetten, at hun snubler og lander på halen.
”Bum,” siger hun og kigger stille op fra gulvet.
”Gider du lige hjælpe mig op?” Hun griner stille og nikker:
”Du har fuldstændig ret, men jeg er ikke meget for at erkende det. Og jeg har også erfaret, at det tager længere tid for følelserne at folde sig ud. Alt er ligesom blevet lidt langsommere, uden jeg egentlig har lagt mærke til det….også følelserne.”

Vi ser ofte det, vi føler

Når følelserne vokser, ændrer blikket sig.
Det lagde jeg også mærke til i programmet
når nogen begyndte at mærke lidt interesse,
så blev deres blik på den anden pludselig mildere, varmere.
Pludselig så de sider og nuancer, de ikke havde lagt mærke til før.

Men det kræver tid at nå dertil.
For vi kan hurtigt afgøre højde, drøjde, hårfarve.
Men at finde ud af, om man har et fælles sprog
om man trækker i samme retning,
med nogenlunde samme fart og livsværdier det er en helt anden proces.

Selv hvis man er sammen 24 timer i døgnet i flere dage eller uger,
er det stadigvæk en proces at lære et andet menneske at kende.
Når man folder sig ud for hinanden over tid og gennem fælles oplevelser,
så forelsker man sig i det menneske, der træder frem
og ikke i det billede, man selv har malet og sat over på den anden.

Hvorfor får kærligheden og forelskelse i moden alder så lidt sendetid?

Miss Skepsis mumler: “Det her lyder altså som et læserbrev…”
Måske har hun ret. Men nogle gange må jeg altså lige skrive det ud af systemet.

For når jeg tænker på Hotel Romantik, slår det mig, at vi burde se meget mere af den slags.
Ja, programmet kan inspirere – især for den ældre generation, som måske tror, at kærligheden er forbi.

Alligevel så jeg mange kritiske kommentarer:
”At det er latterligt.”
”Hvorfor skal vi se på det?”
De kunne jo bare have scrollet videre – eller slukket.

Men det siger også noget om, hvad vi som samfund prioriterer.
Tænk på, hvor meget sendetid sport får: cykelløb, fodbold, håndbold, Tour de France, EM, VM…
Sommeren igennem kan man næsten ikke tænde for fjernsynet uden at lande midt i et sportsarrangement.

Kærlighedsprogrammer er sjældne.

Og når de endelig kommer, handler debatten hurtigt om, hvorvidt deltagerne er “rigtige” eller “pinlige”.

Det handler jo ikke om dem (ligesom mine bog i virkeligheden ikke handler om mig, men om det læseren spejler af sig selv i bogen, jeg bruger bare mig selv som historien) Det handler om det de går igennem og oplever. Som kan bruges til at sætte tanker i gang, i den der ser programmet. Så når jeg læser kritik af deltagerne eller programmet, tænker jeg altid , “gad vide hvad der foregår inden i den der skriver, gad vide hvordan deres liv er – hvad handler det om inde i dem?”

Fundamentet i livet.

Men kærlighed vores evne til at knytte os….er selve fundamentet i livet.
Det gælder ikke kun den romantiske kærlighed, men også vores bånd til forældre, børn, venner.
Det er vores tryghed, vores nærhed, vores livsgrundlag.

Alligevel fylder sport og krig meget mere på skærmen end kærlighedens mange ansigter.
Og måske er det netop derfor, vi har brug for at se programmer som Hotel Romantik.
Ikke for at finde “underholdning” – men for at blive mindet om, at det aldrig er for sent,
og at modet til at åbne sig ikke har nogen alder.

Jeg ser det kun som en mulighed for, at snakken kan fortsætte hjemme i stuerne, på arbejdspladsen eller for den sags skyld på plejehjemmet.
Jeg har også mødt mange unge mennesker, der elsker det program.
Om ikke andet lærer de lidt om deres bedsteforældres generation.

Miss Skepsis nikker: ”Nemlig ja.”

Når benene bliver fejet væk – er det så altid kærlighed?

Hvis man får “benene fejet væk” på første blik,
så er det let at tro, at nu er det den store kærlighed. Men tit handler det mere om angst end om kærlighed. Frygten for at være alene. Længslen efter at høre til.
Savnet efter at blive set helt ind i hjertet.

Forelske sig i en træstamme.

Når længslen er stærk nok, kan man forelske sig i en træstamme.
Man kan male sine egne drømme og savn over på et andet menneske,
ligesom en kunstner maler sit indre op på lærredet.

Problemet er bare, at man ikke kender det andet menneske endnu.
Man ser et smukt udstillingsvindue, men har endnu ikke åbnet døren ind til baglokalet.

Og derinde ja, der kan være støv, rod og gamle møbler, men også skatte, som selv ejeren har glemt.
Eller omvendt: Det ser kedeligt ud ved første blik, men i baglokalet er der både guld og glimmer….. gemt og næsten glemt.

Når forelskelse i moden alder bliver langsom

At finde kærligheden som moden betyder,
at vi mødes med vores bagage.
Vi er blevet til nogen med vaner, værdier og erfaring.
Vi har ikke så mange kanter, der skal slibes af, men det betyder ikke, at vi passer perfekt fra starten.
Vi skal stadig lære hinanden at kende. Og det tager den tid, det tager.

Jeg tror, vi må acceptere, at kærligheden i moden alder har et andet tempo.
Ikke dårligere – måske bare langsommere og dybere, hvis vi giver den lov.

Miss Skepsis siger, at det lyder som hårdt arbejde.
Franciska smiler drømmende og svarer: “Men tænk, hvis skatten i baglokalet er guld.”
Ordne Frandsen står allerede klar: “Så må vi jo se at komme i gang.”

At give kærligheden tid

Måske er det den største gave, vi kan give os selv og hinanden når vi mødes i moden alder:
At vi ikke skynder på processen, men lader følelserne folde sig ud i deres eget tempo. Miss Skepsis indskyder: ”Det gælder vel egentlig alle aldre – at give følelserne tid. Og ikke hurtigt skynde sig videre til den næste og næste, bare fordi hormonerne står i kø og er lige så friske som mælken fra en ny malket ko.” Franciska nikker: ”For en gangs skyld er vi helt enige.”

For kærlighed er ikke kun de første blikke eller det hurtige sus i maven.
Det er også det, der vokser frem, når vi lærer hinanden at kende bag facaden.
Når vi ser nuancerne, mærker rytmen og opdager, om vi kan gå i samme retning med nogenlunde samme fart.

Det kræver mod, tålmodighed og nysgerrighed. Men det er også dér, vi finder skattene i baglokalet.

For mig er forelskelse i moden alder ikke mindre intens – den er bare anderledes og nogen gange kan vejen føles lang.

Læs evt mere her: Da kærligheden listede sig ind – en fortælling om langsom kærlighed